Anita Nair Damekupeen Til Soumini, min mor, som lærte mig alt der er at vide, og derpå lod mig klare mig selv. Forfatterens note Indtil begyndelsen af 1998 var der på Bangalore Cantonment Station en særlig skranke for billetsalg til kvinder, ældre medborgere og handicappede. Og der var damekupeer i de fleste indiske nattog som havde andenklasseskupeer med pladsbestilling. Siden er kvindekøen blevet afskaffet på alle jernbanestationer. Jeg har også fået at vide af forskellige jernbanemyndigheder, især stationsforstandere og billetkontrollører, at damekupeen ikke længere findes, og at nye vogne bygges uden denne kupé. Hvis det var muligt at vente på at vi selv kom ind i stuen, var der ikke mange af os der ville opleve vores hjerter springe ud i blomst når vi hørte håndtaget dreje. Men vi kæmper for vores rettigheder, vi vil ikke lade nogen tage pusten fra os, og vi modstår alle forsøg på at forhindre os i at få vores vilje. Rebecca West Sådan har det altid været: Lugten på en jernbaneperron om natten fylder Akhila med en fornemmelse af at være sluppet fri. Den lange betonkorridor der strækker sig ud i natten, inddelt af skilte og banegårdslygternes lys og skygger. Viserne på uret der banker en påtrængende rytme til larmen fra de opsatte tv-skærme, og den knagende lyd af bagagevogne som er læssede med tasker og sække. Den skrattende lyd af højttalerne når de hvæsende går i luften for at annoncere ankomster og afgange. Jasminer bundet i håret, sved og pomade, talkum og gammel mad, fugtige jutetasker og den rå grøntsagsduft fra bambuskurve. Akhila indånder det hele og tænker igen på at slippe væk. En svulmende mængde af mennesker som alle undslipper til udtryk for rigdomme som hun ikke har nogen anelse om. Akhila har ofte drømt om det her. At være en del af sådan en bølge der skyller ind i kupeer og sætter sig til rette i sæder, anbringer bagage og knuger billetter. At sidde med ryggen til verden, med blikket rettet fremad. At tage af sted. At løbe væk. At stikke af. Toge der skumpler og dunker af sted, og myldrer ind på en station. Akhila sidder ved et vindue. Alt andet end toget står stille. Månen hænger ved hendes skulder og kører med hende. Hun rejser gennem et galleri af natlige landskaber, hvert af dem indrammet af et vindue. En familie der kryber sammen omkring et bål. En hund der tuder. En by i det fjerne. En flods sorte, glitrende vand. En truende bakke. En snoet vej. En jernbaneoverskæring hvor gadelygterne glimter i brillerne hos en mand på en holdende scooter, med armene hængende slapt ned langs siden, den ene hæl på jorden, hovedet højt, kiggende og ventende på at toget skal køre forbi. På stationen erstatter portrætter indtryk. Genforeninger. Afsked. Et smil. Tårer. Vrede. Irritation. Anspændthed. Kedsomhed. Stilhed. Akhila ser dem alle. Toget begynder at bevæge sig. Akhila drømmer om at være dér. Og ikke dér. Om at tilføje et minde hvert øjeblik. Men sandheden er at Akhila aldrig før har købt en billet til ekspressen. Hun er aldrig steget ind i et nattog til et sted hvor hun aldrig før har været. Akhila er sådan en kvinde. Hun gør hvad der bliver forventet af hende; hun drømmer om resten. Det er derfor hun samler på håbefulde ord, ligesom børn samler på afrevne billetter. For hende er håbet flettet ind i uopfyldte ønsker. Blå himle, store forhåbninger, et ophold mellem skyerne. Akhila ved godt at det bare er illusioner der fremkommer ved at man går med lyserøde brilleglas. Hun har trådt sine lyserøde brilleglas i stykker for længe siden og er gået over til briller med metalkant, der forbliver almindelige indendørs og fotokromatiske udendørs. Selv solen holder op med at skinne når Akhilas briller bliver mørkebrune. Så her har vi Akhila. Femogfyrre år gammel. Uden lyserøde briller. Uden ægtemand, børn, hjem og familie. Med drømme om flugt og plads. Hungrende efter livet og oplevelser. Syg efter at binde bånd. Akhila var ikke noget impulsivt væsen. Hun var længe om hver eneste beslutning. Hun tænkte, overvejede, sov på det, og først når hun havde undersøgt hver eneste nuance og synspunkt, tog hun sin beslutning. Selv de sarier hun gik i, afslørede dette. Stivede bomuldssarier der krævede masser af planlægning og fremsynethed. Ikke ligesom gazetynde chiffonstoffer eller strygefri polyestersilke. De var til folk der skiftede mening mindst seks gange hver morgen inden de besluttede sig for hvad de ville have på. De var til de vankelmodige og ubeslutsomme. Stivede sarier krævede omtanke, og Akhila opfattede med stolthed sig selv som en velorganiseret person. Men da hun vågnede den morgen, fordi hun var blevet vækket af en lille stueflue med gazetynde vinger og en fin, sort krop, der var helt fortabt og fløj rastløs rundt og summede og kredsede over hendes ansigt, mærkede Akhila en underlig rejselyst. En eftervirkning af hendes drøm fra natten før, tænkte hun. Fluen slog sig ned på hendes pande et flygtigt øjeblik og gned energisk benene mod hinanden. Sådan gjorde fluer hele tiden; lastede og lossede sygdom og fortvivlelse. Men denne her, en nylig voksen, havde ikke andet at losse end uro-bakterier. Akhila viftede fluen væk med en fejende armbevægelse, men fluen havde gjort det den havde haft for. En strøm af maddikeagtige tanker gled gennem blodets og tankens mørke indtil Akhila følte en voldsom trang til at stige på et tog. Tage væk. Rejse et sted hen der ikke lå indelukket som denne by, Bangalore. Til verdens ende måske. I hvert fald hendes verdens ende. Kanyakumari. Ved Kanyakumari mødes de tre have. Den Bengalske Bugt, Det Indiske Ocean og Det Arabiske Hav. Et roligt, mandigt verdenshav omgivet af to rastløse, kvindelige have. Akhila havde hørt hvordan det var ved Kanyakumari, der dengang ganske vist hed Kap Comorin, at den stædige og rastløse Narenda kastede sig ud i de frådende vande og saltene fra tre have og svømmede hen til en klippe, hvor han beslutsomt satte sig til at vente på de svar som havde unddraget sig ham hele hans liv. Så da han forlod klippen, blev han Vivekananda, den der havde fundet glæden ved visdom. Den hellige der lærte verden at rejse sig og vågne op og ikke standse før målet er nået. Hun havde læst at Kanyakumari havde fået sit navn fra den gudinde der ligesom hun selv havde sat sit liv i stå, dømt til en evig venten. Og at stranden dér bestod af mangefarvet sand, de forstenede levninger fra et bryllupsmåltid der aldrig var blevet serveret eller spist. Akhila lå på sin seng og stirrede ud ad vinduet og bestemte sig til at hun ville tage af sted. I aften. Padma ville ikke bryde sig om det, det vidste Akhila godt. For tiden var hendes søster mistænksom over for alt hvad hun sagde og gjorde. Akhila følte at hendes mund snerpede sig sammen. Padma kaldte den gammeljomfru-munden, Akkas mund: dyster, beslutsom og tålte ingen indblanding. Hun rejste sig og gik hen for at kigge på den kalender der hang på hendes væg. Hun så hurtigt ned over datoerne. 19. december. Året ville snart være omme, tænkte Akhila, og så, uden at vide hvorfor, ledte hun bag i kalenderen efter en nål der var trådet med hvid tråd og stukket gennem papiret. Den var parat til et nødstilfælde – en løs hægte, en søm der var gået op... Nålen var væk. En af pigerne måtte have taget den og glemt at sætte den tilbage. Det gjorde de hele tiden, lige meget hvor tit hun sagde til dem at den skulle på plads igen. Dette og spejlet ved vasken, der var plettet af mørkerøde cirkler af filt – selvsiddende bindier som de pillede af deres fedtede pande og satte tilbage på spejlet til en anden dag – fik hende til endelig at tage en beslutning. Hun ville af sted. Det blev hun nødt til, ellers ville hun blive vanvittig, begrænset som hun var til at leve inden for disse fire vægge og til det liv som hun forventedes at leve. Akhila åbnede skabet og tog en sort og rød chungdi-sari* fra Madurai frem. Den var af bomuld og stivet, men farverne og mønstret i guldtråd fik Padma til at se overrasket op. Akhila var for længe siden holdt op med at gå med stærke farver og valgte at skjule sig i natsværmerens triste farver. Men her til morgen var Akhila en sommerfugl. Med magiske nuancer og munter uhæmmethed. Hvor er natsværmeren? Hvorfor er dine vinger ikke foldet ind? Hvorfor prøver du ikke at falde i med panelerne? Hvorfor skjuler du dig ikke imellem gardinerne? – spurgte Padmas øjne. Padma ved nu at denne dag ikke vil ligne nogen anden, tænkte Akhila da hun så forbavselsen glide hen over hendes ansigt. Lad det ikke blive sagt at jeg ikke gav hende et varsel. »Jamen, du har da aldrig før skullet ud at rejse for dit arbejde,« sagde Padma da Akhila fortalte hende om rejsen over morgenmaden. Akhila ventede til hun var færdig med at spise – tre små idli, en lille skål sambar* og en skoldende hed kop kaffe – først da nævnte hun rejsen. Padma ville helt sikkert komme med indvendinger; være besværlig og endda lave en scene, hvilket alt sammen ville få Akhila til at miste appetitten. Akhila vidste det lige så vel som hun havde vidst at Padmas øjne ville blive smalle af mistænksomhed. Da Akhila ikke svarede, blev Padma ved: »Er det ikke lidt pludseligt?« Et øjeblik var løgnen lige ved at krybe ind i Akhilas mund: Det er en officiel opgave. Jeg fik først besked i går. Men hvorfor? – spurgte hun sig selv Jeg skylder hende ikke nogen forklaring. »Ja, det er ret pludseligt,« sagde hun. »Hvor længe bliver du væk?« Padmas øjne glimtede af betænkeligheder da hun så Akhila pakke. Akhila vidste hvad Padma tænkte. Rejser hun alene eller sammen med nogen? Måske en mand? Padmas næsebor bevægede sig som om hun kunne lugte stanken fra en utilbørlig affære. »Et par dage,« sagde hun. Der var en vis fryd ved at være tvetydig, afgjorde Akhila da hun så udtrykket på Padmas ansigt. Alle fragtkontorer lugter ens. Akhila kneb næseborene sammen for at være parat. Om et øjeblik ville hun tillade sig at trække vejret langsomt ind. Efter tyve år hvor hun havde rejst med lokaltog til og fra arbejde, var hun vant til lugte der fik alle andres ansigter til at fortrækkes af væmmelse. Hun trak dog grænsen ved fisk. Hun ventede mens portørerne trak en kurv med fisk hen til den anden ende af stationen. Da de var væk, gik hun hen til kanten af perronen og stirrede ned på sporene. Lange metalskinner der førte ud mod horisonten. Hun havde ikke behøvet at gå ind på stationen, men hun følte at hun blev nødt til at se det der skulle være begyndelsen til hendes flugtrute, ved dagslys. Perronen lå øde hen. Alligevel følte hun et hul langt nede i maven, som om det tog hun skulle med, ville glide ind på stationen og tiden var inde til at hun skulle af sted. Akhila smilede ad sin egen tåbelighed. Hun gik hen til skranken hvor Niloufer ventede på hende. Der var en lang kø ved den anden ende af skranken. En lang kø mest af kvinder. Ægtemænd, brødre og sommetider fædre holdt vagt i periferien mens deres kvinder, med hænderne knyttet om enden på deres saris pallu* og skiftevis hvilende på den ene og den anden fod, stod og ventede på at det blev deres tur. Akhila læste skiltet over køen: ”Damer, ældre medborgere og handicappede”. Hun vidste ikke rigtigt om hun skulle føle sig vred eller beæret. Der var en vis gammeldags charme, en sjælden ridderlighed i denne gestus fra Jernbanestyrelsen, der erklærede at kvinder ikke skulle udsættes for skubben og masen, liderlige blikke og befamlende hænder, svedige armhuler og bandeord, som alt sammen var en del af oplevelsen når man stod i den almindelige kø. Men hvorfor ødelægge det hele ved at sætte kvinder sammen med ældre medborgere og handicappede. Akhila kvalte et suk og så efter Niloufer. I et tidligere liv måtte Niloufer have været en bi. Hun var altid midt i et eller andet projekt. En overgang var det kinesisk mad, så var det kvaster, det sidste nye var korsstingsbroderi. Alt dette betød at hun altid havde et lager af samtaleemner. Det eneste man skulle gøre, var at lytte, så sagde hun det der skulle siges. Men trods hendes snakkesalighed var hun en af de få personer Akhila holdt af og respekterede. Hun snagede ikke. Hun gik ikke med sladder, og hun arbejdede meget hårdt og effektivt. Hun var ikke Katherine. Nå, men Akhila ledte heller ikke efter en ny Katherine. »Niloufer,« havde Akhila sagt i samme øjeblik hun kom ind på skattekontoret, »kan du skaffe mig en billet til nattoget til Kanyakumari i aften?« »Hvorfor? Hvad sker der?« Niloufers kohl-kantede øjne blev spærret op. Niloufer kunne lide at klæde sig flot. Hun gik med en masse smykker og makeup og valgte sine sarier så de passede til smykkerne. »Skal der være sket noget for at jeg får lyst til at tage et sted hen?« replicerede Akhila. »Det kan godt blive svært. Det er højsæson for folk der skal til Kerala på ferie, og der er horder af pilgrimme på vej til Sabarimala,« sagde Niloufer mens hun bladrede en stak papirer igennem. »Men min ven ved billetskranken skal nok hjælpe. Især når jeg siger til hende at det er til dig. Jeg ringer til hende med det samme.« Et øjeblik senere kom Niloufer hen til bordet med et smil. »Det er ordnet. Jeg går derhen en halv time før frokostpausen. Du kan komme lidt senere.« Akhila fik øje på Niloufer. Hun stod ved siden af kontoristen og talte. De havde glemt alle omkring sig og de vrede blikke der skød hen imod dem. Akhila løftede stjålent hånden. Hun ville ikke tiltrække sig opmærksomhed, tænkte hun mens hun vinkede med hånden. Niloufers øjne mødte hendes gennem glasset ved skranken. Hendes ansigt strålede mens hun vinkede med en billet. »Hun gjorde hvad hun kunne, men toget er fyldt. Der er ikke nogen anden sovevogn med aircondition eller billetter til første klasse. Det hun fik til dig, er en køje i en anden klasses kupé, men det er en damekupé. Er det i orden? Du skal være der sammen med fem andre som alle sammen gerne vil høre din livshistorie.« Guldbjælderne i hendes ører ringlede. Akhila smilede. »Det er lige hvad jeg har brug for,« mumlede hun og trak sit checkhæfte op af tasken. Akhila var på Bangalore Cantonment Station omkring klokken halv ni om aftenen. Det var kun et par minutter fra hvor hun boede. Men hun havde travlt med at komme af sted. Da hun først havde taget beslutningen, var det som om hun ville ryste støvet fra hjemmet af sig. »Hvordan kan du gå alene til jernbanestationen?« havde Padma spurgt da Akhila var kommet hjem om aftenen. »Jamen, jeg skal jo rejse alene.« »Men det bliver sent når du skal gå herfra.« Akhila holdt sin irritation tilbage og sagde: »Skidt med det. Der er masser af autorickshaws, og de er meget sikre. Desuden ligger stationen ikke så langt væk.« Men Padma gav ikke op, og derfor var de sidste ord Akhila hørte da hun tog af sted, gennemsyrede af fortrædelighed. »Jeg ved ikke hvad Narayan Anna* og Narsi Anna vil sige når de hører at du skal rejse så pludseligt – og oven i købet helt alene...« Men Akhila var allerede holdt op med at høre efter. »Cantonment Station,« sagde hun til chaufføren på autorickshawen med en lille jubel i stemmen. Ti minutter senere stod hun ved indgangen til stationen og kiggede på ansigterne i mængden. Jeg er her, hamrede hendes hjerte. En lille skumkantet bølge af ren og skær følelse skyllede igennem hende. Hun følte at hendes læber bredte sig til et smil. Jeg er en del af en krusning der vil undslippe denne by i aften. Jeg vil stige på et tog og tillade det at føre mig mod en horisont jeg ikke vil genkende. Akhila gik hen mod stationsforstanderens kontor. På muren udenfor søgte hendes øjne på opslagstavlen efter passagerlisten. Synet af navnene beroligede hende. Under hendes navn stod der fem andre. Sheela Vasudevan, Prabha Devi, Janaki Prabhakar, Margaret Paulraj og Marikolanthu. De måtte være de andre passagerer i kupeen. Hvem var disse kvinder, spekulerede Akhila et øjeblik. Hvor skulle de hen? Hvordan var deres liv? Akhila bevægede sig væk fra listen over reservationer for at finde frem til sin kupé på vognoversigten. Nummer elleve fra lokomotivet. Hun flyttede kufferten over i den anden hånd og begyndte at gå hen mod det skilt der stod elleve på. Alle bænkene på perronen var optagede, så hun stillede sig hen ved en dryppende vandhane. Hun bed sig i læben af usikkerhed. Var det det rigtige sted? Hun vendte sig om mod et ældre ægtepar der stod lidt væk, og spurgte: »Er det her vogn S7 i Kanyakumari-ekspressen holder?« Manden nikkede: »Det tror jeg nok. Vi skal også med den vogn.« Der var noget ved det ældre ægtepar der tiltrak sig hendes blik igen og igen. De udstrålede en særlig ro, en ø af tålmodig venten i dette hav af febrilske mennesker. Som om de vidste at toget ville komme før eller siden, og så ville det være deres tur til at gå op ad de tre trin til den togvogn der skulle føre dem til deres bestemmelsessted. Der var ikke nogen mening i at strække hals, skrabe med fødderne eller demonstrere andre tegn på utilfredshed indtil da. Den ramme lugt af urin steg op og fulgte med brisen. Portører i røde skjorter og med sølvfarvet armbind stod ved siden af de opstablede kufferter. En tigger med invaliderede lemmer svingede sit blikkrus frem og tilbage. En gadedreng og en hund løb hurtigt fra en perron til en anden. En politimand stod i kedsomhed og stirrede på en tv-skærm. Udayan-ekspressen, der skulle ankomme før Kanyakumari-ekspressen, var forsinket. Perronen var overfyldt. Ved siden af Akhila stod der en hel familie med onkler, tanter, fætre og kusiner der var troppet op for at tage afsked med en enlig mand. Han skulle til Bombay og derfra med et fly til et land i Mellemøsten. Hun funderede over hvordan det mon var at være kone til en mand der var væk i mange år, og som, når han kom hjem, blev taget i besiddelse af forældre, søskende, fætre, kusiner, slægtninge og venner... Akhila så på manden der skulle bære byrden af andre folks drømme på sine skuldre. Det var noget hun kendte til. Det var noget hun forstod. Hun vendte sig bort fra manden og betragtede det ældre ægtepar. Kvinden havde en sart lyserød sari på med en smal guldbort, en tynd guldkæde om halsen og stålbriller. Hendes hår var samlet i en lille knude omme i nakken. Et guldur glimtede på hendes håndled. Den ene hånd holdt en vandflaske mens den anden knugede en smal lædertaske. Om få år kommer jeg til at se ud som hende, sagde Akhila til sig selv. Men jeg vil ikke have en mand som ham ved siden af mig. Han så rigtig rar ud. Det velsiddende sæt tøj, hornbrillerne, den stadig muskuløse krop, de behagelige træk, den måde hans tindinger blev højere på, den måde han stod ved siden af sin kone på, det antydede alt sammen en ikke-aggressiv fortrolighed. Parret så ud som om de hørte sammen. Hvad er det ved ægteskabet der gør det muligt for en mand og en kvinde at knytte deres liv, deres drømme og selv deres tanker sammen på en så fuldkommen måde? Hendes forældre havde haft det sådan. De lignede endda hinanden, med brede, høje pander, let krummede næser og kløft i hagen. De kunne begge to lide at få kaffen med to skefulde sukker, og deres tykmælk skulle være tyk på samme måde. Den skulle smage næsten som mælk. Tit skulle hendes mor bare tænke på noget, så ville hendes far ytre nøjagtig det samme synspunkt inden for en brøkdel af et sekund, og så sagde hendes mor altid: »Det skulle jeg lige til at sige.« Så smilede han til hende og lo af glæde: »Det er fordi vi passer så godt sammen. Vi er to kroppe og én sjæl.« Og så smilede hendes mor koket tilbage. Da Akhila var teenager, havde hun engang læst en roman om et par der havde været lidenskabeligt forelsket i hinanden, selv efter at de havde været gift i mange år. Mange år senere kunne hun hverken huske titlen på bogen eller handlingen. Alt hvad hun huskede var én linje: elskendes børn har det ikke bedre end forældreløse. Som barn havde hendes forældres samhørighed ikke generet hende. Hun var selv en del af denne tryllekreds. Men efterhånden som hun blev større, fik deres overgivenhed, deres hengivenhed og den åbenlyse glæde de fandt i hinandens nærvær, hende til at føle sig udelukket. Senere gjorde det hende flov. Men de ænsede aldrig hendes forlegenhed. Og selvom de fornemmede den, var der ikke noget der kunne afskrække eller mindske det der i realiteten var en livslang kærlighedsaffære. Da hendes far døde, havde hendes forældre været gift i næsten toogtyve år. Hvert år derefter græd hendes mor på deres bryllupsdag. »Til vores femogtyve års bryllupsdag havde din far lovet at købe en diamant-næsering til mig. En diamant til min hjerterdronning, sagde han. Han elskede mig så højt,« klagede hun altid. For hvert år der gik, syntes hendes mors sorg blot at blive større. Hun havde mistet mere end en ægtemand. Han havde været en del af hendes liv lige fra hun blev født. Som hendes onkel havde han båret hende på armen og udpeget sommerfugle og krager, månen og regnbuen, alle naturens undere for hende. På mange måder var det kun naturligt at det var ham der skulle vise hende underet ved at være kvinde. Akhilas mor var blevet gift med hendes far da hun var femten. Han var fireogtyve. Akhila blev født to år og otte måneder senere. »Jamen, Amma, hvordan kunne du gå med til at gifte dig med din onkel?« havde Akhila engang spurgt sin mor. »Det er så unaturligt.« »Hvad unaturligt er der ved det?« havde hun vredt spurgt. »Det er en fuldstændig accepteret praksis i vores samfund. Hvem tror du du er, at du kan sætte spørgsmålstegn ved det?« Akhila var kun fjorten. Men alligevel drog hun et lettelsens suk over at der ikke stod en onkel på fløjen og ventede på at hun skulle vokse til. Hendes mor sendte hende et vredt blik og foreslog at hun gik ud og hentede vasketøjet ind. »Lediggang er roden til alt ondt. Også til farlige tanker,« sagde Amma dystert. »Når du er færdig med at folde tøjet sammen og sortere det, så stryg det. Men lad Appas skjorter ligge til mig. Han er kun tilfreds når jeg gør det,« tilføjede hun. Akhila skar en grimasse, for hun vidste at det ikke var rigtigt. Hendes far var ligeglad med hvem der strøg hans skjorter, hvis bare det blev gjort. Men Amma kunne godt lide at holde liv i myten om den tyranniske ægtemand der let blev vred og kun kunne dysses ned med hendes fuldstændige hengivelse. I modsætning til andre mænd i kvarteret, der lod deres koner styre dem. Ligesom Karpagams far. Karpagams mor gav danseundervisning. Hver aften mellem fire og seks gav hun timer til børn fra kvarteret. Efter to sæsoner var hendes elever dygtige nok til at deltage i skolens dansekonkurrencer og vinde et par priser. Så der kom masser af piger til dansetimerne. Desuden tog hun kun 35 rupier per måned for hver elev. Hun tjente penge nok til at købe små fine ting til Karpagam og sig selv. Måske var det derfor Amma holdt sig fornemt på afstand af Karpagams mor. Amma kunne ikke lide nogen der var anderledes end hende selv. En morgen da Akhila var omkring ni år gammel, havde Karpagam haft en blyant med i skole der var 33 cm lang, og for enden af den sad der en smart, lille, lyserød plastichånd. Akhila ville straks gerne have en magen til. »Hvor har du fået den fra?« hviskede hun da Karpagam viste hende hvordan hun kunne klø sig på ryggen med den. »Den har min mor købt til mig,« sagde hun og gav ryggen en ekstra lang kløtur. »Hvad koster den?« »Seks rupier. Men Mor købte den på Moores Marked. Hun pruttede med købmanden og fik den for tre rupier. Den skulle rigtigt koste seks rupier,« sagde Karpagam og gav Akhila lov til at holde blyanten og klø sig på ryggen med den. »Ja, føles det ikke skønt?« spurgte hun da hun så hvordan Akhila nød det. »Hvor er den flot. Må jeg ikke tage den med hjem bare én dag? Så viser jeg den til min mor og spørger om hun ikke vil købe sådan en til mig,« sagde Akhila og kærtegnede blyanthåndens linjer som om det var en rigtig hånd. En man kunne have at holde i. Karpagam tøvede. »Så må jeg først spørge min mor...« begyndte hun. »Jeg lover jeg giver dig den tilbage i morgen. Ved du hvad, hvis jeg får sådan en blyant, så kan vi klø os på ryggen samtidigt,« sagde Akhila helt alvorligt. »Hvor er du skør,« fnisede Karpagam fornøjet ved tanken om at de rigtig gik til den med blyanterne. Det var måske derfor hun lod Akhila tage blyanten med hjem. Amma blev irriteret og derefter rasende. »Karpagams mor kan købe alt muligt til hende. Karpagams mor tjener selv penge. Jeg har ikke råd til at give dig sådan noget pjat. Er du klar over at Appa arbejder meget hårdt, og alligevel har vi svært ved at få det til at løbe rundt? Og jeg vil ikke have at du har andre folks ting med hjem. Hvad nu hvis den går i stykker eller bliver væk? Hvor skal jeg så få pengene fra til at erstatte den?« Næste dag gav Akhila blyanten tilbage til Karpagam. »Hvordan gik det?« spurgte hun. »Hvornår køber din mor en til dig?« »Hun siger at hun ikke har råd til at købe ting til mig sådan som din mor gør,« sagde Akhila. Hele dagen og hele natten tænkte Akhila over det. Hvis Amma havde et job, ville hun også selv tjene penge, og så kunne hun købe de ting hun havde brug for, uden at skulle plage Appa. Men hvad kunne Amma gøre for at tjene penge? Næste morgen hørte Akhila sin mor nynne mens hun gjorde sit arbejde i huset. Det var helligdag, så Akhila havde hele dagen til at forberede sig før hun henvendte sig til sin mor med det hun selv syntes var et mestertræk. »Amma,« sagde Akhila da hun tænkte at Amma nu var i et tilstrækkeligt imødekommede humør. Amma redte sit hår og sang stille. »Hvorfor giver du ikke musiktimer?« Amma så forbavset op. Akhila skyndte sig at forklare: »Du synger så godt, og Appa siger altid at du har en af de bedste sangstemmer han nogensinde har hørt. Hvorfor underviser du ikke i musik, ligesom Karpagams mor underviser i dans? Så ville du have nogen penge der var dine egne...« Hun standsede usikkert og tænkte på om hun havde sagt for meget. »Jeg bryder mig ikke om hvad Karpagams mor gør. Der kommer alle mulige mennesker ind i deres hus. Brahminer og ikke-brahminer. Tror du din far ville tillade den slags trafik her? Ved du ikke hvor streng han er? Og tror du overhovedet at han ville lade mig gøre det? ”Hvis jeg havde ønsket mig en udearbejdende hustru, så ville jeg have taget mig sådan en,” sagde han da vi lige var blevet gift. ”Jeg vil have at min kone skal tage sig af mine børn og af mig. Jeg vil ikke have at hun skal være hængt op med et job så hun ikke har tid til huset og til at tage sig af mine behov.” Og det var også det jeg gerne ville være. En god kone.« Amma havde sine egne teorier om hvordan en god kone skulle være. For det første kunne en god kone ikke tjene to herrer – de to herrer var hendes far og hendes ægtemand. En god kone lærte at sætte sin mands interesser over alle andres, endda hendes egen fars. En god kone lyttede til sin mand og gjorde som han sagde. »Et ligestillet ægteskab findes ikke,« sagde Amma. »Det er bedst at acceptere at konen er underordnet manden. På den måde kan der ikke komme nogen strid, ingen disharmoni. Det er først når man vil prøve at bevise éns ligestilling at der hersker kiv og splid hele tiden. Det er meget nemmere og enklere at acceptere sin lod i livet og leve derefter. En kvinde skal ikke påtage sig en mands rolle. Ellers ville guderne ikke have skabt hende sådan. Så hvad skal alt det til for, med to ligestillede i et ægteskab?« Amma overlod alle beslutninger til Appa. »Han ved bedst,« sagde hun. »Vi har aldrig måttet fortryde nogen beslutning han har taget, selv når det var på mine vegne.« Det var derfor Amma, da hun havde arvet en lille jordlod i sin landsby et par år efter at de var blevet gift, overværede at hendes mand solgte den uden at indvende et ord. Adskillige år senere skrev en kusine at den samme jordlod var blevet solgt for ti gange den oprindelige sum. »Hvis vi havde beholdt den, ville vi have kunnet købe os et lille hus,« sukkede Amma. Da Akhila også sukkede, forandrede hun udtryk og sagde: »Men ved du hvad, jeg siger ikke at din far tog en overilet beslutning. Hvem kunne vide at jordpriserne ville stige så vildt – og så oven i købet i en flække som Mettupalayam?« Ammas familie var ganske velhavende. Men hun var datter af den første kone, som døde i barselsseng med en lille dreng der heller ikke overlevede. Et år efter giftede hendes far sig igen. Han var alt for betaget af sin anden kone og de sønner hun frembragte let og regelmæssigt med atten måneders mellemrum, til at tage sig ret meget af en datter. Da Amma var giftefærdig, arrangerede han hendes bryllup. Et meget sparsomt bryllup med Appa. Det var faktisk blevet aftalt og fastlagt mange år forinden. Ja, i det øjeblik hun blev født. Der var rigeligt af alting, så ingen havde grund til kritik, men der var ikke så mange penge eller smykker eller andet af varig værdi. Den jordlod havde været hendes eneste arv fra en far der havde efterladt alt andet til sine sønner. Men Appa havde været fast besluttet på at hun ikke skulle have mere at gøre med en familie der havde behandlet hende så elendigt, og han besluttede at sælge jorden. »Fra nu af er jeg alt hvad du har,« havde han sagt. Og Amma havde accepteret det med glæde. Efter hendes mors død var der ingen der havde elsket hende så meget. Og dette var for hende endnu en erklæring om hvor meget hun betød for ham. Mange år senere havde Akhila nævnt over for sin kollega og måske eneste rigtige veninde, Katherine, at hendes mor var hendes fars niece. Katherine havde stirret chokeret på hende. »Jamen, hvordan kan nogen gifte sig med deres onkel? Det er jo incest!« udbrød hun med munden rundet som et ”O”. »Det er vel incest,« samtykkede Akhila. »Det var måske derfor de passede så godt sammen.« »Jeg fatter ikke hvad jeres religion går ud på.« Katherine rystede på hovedet. »I betragter det at spise et æg som synd. Men det er fuldstændig acceptabelt at gifte sig med sin onkel!« Akhila kunne godt se Katherines synspunkt, men af en eller anden underlig grund følte hun at hun måtte forsvare sine forældre. Forklare hvordan deres ægteskab havde været. »De var meget lykkelige sammen. De var mest lykkelige når de var sammen. Sommetider tænker jeg at det var fordi de altid havde kendt hinanden. Tænk på at min mor må have savlet ned ad ryggen på min far da hun var en baby. Måske endda tisset på ham. Hun må have oplevet at hans stemme gik i overgang, og set de første dun på hans overlæbe.« »Det er alt sammen helt fint. Men du behøver ikke at gifte dig med din onkel for at være tæt på din mand,« havde Katherine argumenteret. »Så kunne du jo lige så godt gifte dig med din bror.« »Nej, det er ikke det jeg mener. Men ved du hvad, for nogle få år siden, da jeg stadigvæk ønskede at blive en eller andens kone, ville jeg have sagt ja til at gifte mig med hvem som helst. Selv en onkel,« havde Akhila sagt, kun halvt i spøg. Akhila kiggede på sit armbåndsur, utålmodig efter at klokken der meldte togets ankomst, skulle ringe. Udayan-ekspressen var ankommet og kørt igen, og nu var perronen fyldt med passagerer til Kanyakumari-ekspressen. Det ældre ægtepar var gået et par skridt længere frem. Hun spekulerede over hvor længe de mon havde ventet der. Nu begyndte manden at se lidt rastløs ud. Han spurgte kvinden om noget. Hun nikkede. Han kantede sig ud af mængden og gik hen til kiosken ved indgangen til stationen. Han vendte tilbage med en sodavand til hende. Hun tog en slurk og bød ham en. Han rystede på hovedet. Hvorfor spilder jeg min tid med at kigge på dem? Akhila spidsede munden. Det her er beviset på alt hvad min familie har fortalt mig. En kvinde kan ikke leve alene. En kvinde kan ikke klare sig alene. Hun blev sparet for yderligere overvejelser da signalet skiftede. Togets forlygte bevægede sig hen mod stationen, og ankomsten blev annonceret over højttaleranlægget. Akhila tog sin kuffert og knugede hanken for at være parat til at stige ind. Bølgen af passagerer skyllede fremad netop som toget standsede. Akhila følte at frygten drev hende frem. Toget holdt der kun i to eller tre minutter. Hvordan kunne de alle sammen komme op på samme tid? Hun pressede sig frem gennem mængden med albuerne. Da hun kom hen til døren, opdagede hun den ældre mand der. Han var ved at hjælpe sin kone op ad trinene til vognen. »Skynd Dem, kom hurtigt op i toget,« sagde han henvendt til Akhila. Han holdt de andre passagerer tilbage mens Akhila hev i tasken og endelig kom ind i toget. Damekupeen var forrest i togvognen. Hun gik ind og kiggede efter sin plads. Der var seks køjer i kupeen. Tre på hver side. Underkøjen var hendes. Men først ville alle seks passagerer sidde på underkøjerne indtil det var tid at sove. Så ville midterkøjen blive trukket ud fra sin plads på væggen og sat fast i overkøjen. Akhila puffede sin taske ind under sædet og så sig omkring. Den ældre dame sad over for hende. Hendes mand havde skubbet en kuffert ind under sædet og var ved at puste en luftpude op. Da den var fuld og rund, klappede han den og satte den ved siden af hende. Han løftede vinduet op og satte haspen fast så det ikke skulle falde ned over hendes hånd. »Vil De have hjælp med Deres vindue?« spurgte han henvendt til Akhila. Hun smilede og sagde nej tak. »Her har du det da fint, ikke?« sagde han til sin kone. »Når du er klar til at sove, så træk træskodderne ned. På den måde får du en fin brise, og du risikerer ikke at nogen snupper din halskæde eller øreringe. Husk at tage din medicin. Jeg er her i den samme togvogn, så du skal ikke være bange, jeg skal nok se tit ind til dig.« Da han var gået, gav den ældre dame Akhila et skævt blik og forklarede: »Vi reserverede først vores billetter for to dage siden, og det her er hvad vi kunne få. Han har ikke engang en køje.« »Det ser ud som om der er en ledig køje,« sagde Akhila, »måske vil stewarden give ham den. De har ikke noget imod at der er ældre mænd i damekupeen.« »Køjen er allerede optaget. Hun står på på næste station eller næste igen, sagde de.« Toget begyndte at bevæge sig, og Akhila så sig omkring. Hun tænkte på hvad Niloufer havde sagt, og smilede ved sig selv. »Fem kvinder, endeløs sladren. Kan du klare det?« havde Niloufer drillet. En køn, slank kvinde med krøllet hår og øjne der lignede skår af onyx, satte sig ved siden af den ældre kvinde. Mon hun var læge, tænkte Akhila. Hun virkede som om hun undersøgte alt og alle. Kvinden opdagede at Akhila kiggede på hende, og smilede. Et kort, stramt smil der mildnede skarpheden ved hendes intense blik. Akhila smilede tilbage og så væk. Ved siden af Akhila sad der en nydelig kvinde med lys teint og en velholdt skikkelse, klædt på en måde der henledte tanken på penge. Hun havde ringlende guldarmringe om håndleddene og diamanter i øreflipperne. Hendes negle var lange og lakerede med matrosa lak. Hun så ud som om hun ikke havde rørt en finger hele sit liv. Akhila undrede sig over hvad hun gjorde i en andenklasseskupé. »Hvor skal De hen?« spurgte kvinden hende. »Jeg skal til Kanyakumari. Og hvad med Dem?« »Kottayam. Der skal være bryllup. Jeg skulle være kørt derned med min mand, men han havde forretninger i Bombay, så han tager et fly derfra til Kochi.« Og det her var hvad jeg kunne få med kort varsel, sagde hendes ansigtsudtryk selvom ordene ikke blev sagt. »Hvad med Dem?« spurgte den ældre dame den kønne kvinde ved siden af. »Jeg skal af i Coimbatore,« svarede hun. Hendes stemme var lige så sød som hendes ansigt, og alligevel var der noget ved hende der fik Akhila til at føle sig usikker. »Og De?« »Ernakulam,« svarede den ældre dame. Den kvinde der sad længst væk i kupeen, var krøbet sammen ved døren. Hun virkede som om hun slet ikke ænsede de andre på den indelukkede plads. De stirrede på hende. Hun var ikke en af dem. Hun lignede ikke en af dem. Det var ikke fordi hun var fattigt klædt, eller at en fims af fattigdom hang over hende. Det var simpelthen hendes ansigtsudtryk. Som om hun havde set alt, menneskenes ubestandighed og fejlbarlighed, og ikke meget kunne ske som ville komme bag på hende. De andres ansigter derimod var umærkede af erfaring eller lidelse selvom de var meget ældre end hende. Desuden var de sikre på at hun ikke talte engelsk, som de gjorde. Det var nok til at lægge en vis afstand mellem dem og hende. Kvinden ved siden af Akhila åbnede en lille kurv og tog et par appelsiner frem. »Jeg ville ikke lade dem ligge og rådne derhjemme. Værsgo, tag en,« sagde hun og rakte frugten frem. »Jeg hedder Prabha Devi. Hvad hedder De?« spurgte hun ud i luften. Prabha Devi. Den ældre dame hed Janaka. Den kønne hed Margaret. Og hun selv, Akhila, Akhilandeswari. Kvinden ved døren havde ventet på billetkontrolløren, og derpå var hun klatret op i overkøjen og havde lagt sig til at sove. Af en eller anden grund vidste Akhila at de alle sammen havde det bedre med at de ikke skulle inddrage hende i deres samtale. Så behøvede de ikke at lade som om de havde noget til fælles med hende. Som om de skulle have noget til fælles med hende bare fordi de var kvinder. Duften af appelsiner fyldte kupeen. Og sammen med den opstod der et stille søsterskab imellem dem. Akhila sparkede sandalerne af, trak benene op under sig og lænede sig op ad vinduet. Vinden greb fat i hendes hår. Månen hang over hendes skulder. »Mit barnebarn gav mig en plade chokolade. Til at nippe af i løbet af natten,« sagde den ældre dame smilende. »Har De lyst til noget?« Hun bød chokoladen rundt. Akhila tog et stykke Kit Kat og rev sølvpapiret af. Margaret rystede på hovedet. »Nej tak. Jeg skal passe på min vægt.« Janaki rystede vantro på hovedet. »Hvorfor skal De passe på Deres vægt? De er da slank nok.« »Jeg har været fed. Ikke sådan buttet. Rigtig fed,« sagde Margaret. »Så gik jeg på diæt, jeg måtte opgive en hel masse ting, og nu bryder jeg mig slet ikke om chokolade mere. Før elskede jeg det. Men ikke nu...« »Jeg spiser heller ikke chokolade,« sagde Prabha Devi og rakte chokoladen videre til Janaki. »Min søn er sytten, men når det drejer sig om chokolade, er han som en tre-årig. Hver gang min mand skal på forretningsrejse, har han chokolade med hjem til min søn. Min datter holdt op med at spise det da hun opdagede at det var chokoladen der gav hende bumser. Sommetider synes jeg at hun bruger al sin tid på at undersøge sit ansigt for bumser og fejl foran spejlet. Nu beder hun min mand om at tage makeup med til hende fra en butik der hedder Body Shop.« »Hvad laver han?« spurgte Janaki. »Vi har en guldsmedeforretning,« sagde Prabha Devi. »Jeg burde ikke sige ”vi”. Han har en guldsmedebutik. Jeg er husmor.« »Det er der ikke noget galt i. Jeg er også husmor,« sagde Janaki. »Hvad med Dem?« spurgte hun Margaret. »Min mand er rektor. Jeg underviser i kemi på samme skole,« sagde hun. »Er I så uenige om alt muligt?« Prabha Devi fnisede, og da det pludselig gik op for hende hvad hun havde sagt, holdt hun sig for munden og prøvede at forklare: »Det er jo ikke kun derhjemme; I deler også arbejdsplads.« »I begyndelsen havde vi visse problemer, men nu ved vi nok om hvordan vi skal undgå konflikter når de opstår. Vi adskiller skolelivet fra vores hjemmeliv. Det tog os lang tid, men nu klarer vi det ret godt. Og gæt engang! Min datter går også i samme skole!« sagde Margaret med en kluklatter. »Hvad laver Deres mand?« spurgte den ældre dame Akhila og lagde hovedet på skrå. »Jeg er ugift,« sagde Akhila. »Åh.« Janaki blev tavs. Akhila kunne se at Janaki troede hun var stødt. Hun tog en dyb indånding. »Jeg er femogfyrre, og jeg har altid boet sammen med min familie,« sagde hun. Prabha Devi vendte sig mod hende. Men det var Margaret der først talte. »Har De et arbejde?« Hun nikkede. »Jeg arbejder i skattedirektoratet.« »Hvis jeg må have lov at spørge, hvordan kan det være at De ikke er blevet gift?« Hvad skal jeg sige til hende? – grublede Akhila. Pludselig gjorde det ikke noget. Akhila vidste at hun kunne fortælle disse kvinder hvad som helst. Sine hemmeligheder, ønsker og alt hvad hun var bange for. Til gengæld kunne hun spørge dem om alt hvad hun ville. De ville aldrig få hinanden at se igen. »Jeg har ikke valgt at være enlig. Det blev bare sådan,« sagde hun. Da hun så nysgerrigheden i deres øjne, uddybede hun det: »Min far døde, og jeg blev nødt til at sørge for min familie. Da de først var kommet i vej, var jeg blevet alt for gammel til at blive gift.« »Så gammel er De da heller ikke,« sagde Janaki. »De kan stadig finde Dem en god mand. Spalterne med ægteskabstilbud er fyldt med mænd midt eller sidst i fyrrerne, der leder efter en moden kvinde de kan dele tilværelsen med.« »Hvis De spørger mig, leder disse mænd efter en husholderske – en der kan lave mad, gøre rent og hente ting til dem. Hvis hun er lykkelig som hun har det, hvorfor skulle hun så gifte sig?« spurgte Margaret. »Er De lykkelig?« spurgte Prabha Devi. »Hvem er lykkelig?« svarede Akhila igen. »Det kommer an på så meget,« sagde Prabha Devi og skubbede en lok om bag øret. »Det afhænger af hvordan man definerer lykke.« Akhila lænede sig frem mod hende og sagde: »Hvad mig angår, er ægteskabet ikke vigtigt. Men jeg ville gerne have et kammeratskab. Problemet er at jeg gerne vil leve alene, men alle siger til mig at ingen kvinde kan leve alene.« »Hvorfor skulle en kvinde leve alene? Der er altid en mand der er parat til at være sammen med hende,« sagde Janaki og tog brillerne af og gned næseryggen. »Har De aldrig mødt en De gerne ville giftes med?« »Jo, men sådan skulle det ikke være,« sagde Akhila, og en svag skygge lagde sig over hendes ansigt. »Hvorfor?« spurgte Prabha Devi, »hvorfor skulle det ikke være sådan?« »Vi passede ikke rigtigt sammen. Og desuden tænker jeg slet ikke mere på at blive gift. Jeg prøver kun på at overbevise mig selvom at en kvinde kan leve alene.« »De burde stole på Deres instinkter,« sagde Margaret. »Man må finde sine egne svar. Der er ingen der kan hjælpe én med det.« Akhila holdt inde et øjeblik, så begyndte hun igen. »Min familie siger at hvis jeg talte med andre, ville de fortælle mig hvor dumt det er af mig at jeg som enlig kvinde ønsker at bo for mig selv. Så jeg lod som om jeg ville tale om det med nogle andre. Jeg var sikker på at jeg ønskede at bo alene, og jeg behøvede ikke nogen til at fortælle mig det. Men en nat vågnede jeg op med et sæt. Mit hjerte hamrede i brystet, og jeg var lammet af en navnløs angst. Hvordan kan jeg dog? – spurgte jeg mig selv. Hvordan kan jeg der aldrig har været en uge væk fra min familie, overleve alene i fremtiden? Hvad ved jeg om hvordan man står for en husholdning? Hvad nu hvis jeg bliver syg? Hvem skal jeg henvende mig til? Hvad ved jeg om livet?« »Og da jeg så kom ind i kupeen og så Dem alle... jeg ved De alle sammen er gift... så tænkte jeg at hvis jeg nu taler med Dem... så ville det på en eller anden måde hjælpe mig til at tage en beslutning.« Prabha Devi og Margaret så smilende på hinanden. Så studerede Margaret sine negle mens hun med et smørret grin sagde: »Hvad nu hvis jeg fortæller Dem at De skal bo alene, men hun,« hun pegede mod Prabha Devi, »fortæller Dem at De ikke kan leve alene. At De skal blive ved med at bo sammen med Deres familie. Hvad vil De så gøre?« »Lad være med at gøre nar,« sagde Janaki. Janaki der kunne have været mor til dem alle sammen. Hvor gik det dog nemt med at glide ind i velkendte roller. Mor og tre døtre. To søskende der rottede sig sammen mod en tredje. »Hun mener det alvorligt. Kan De ikke se det?« Akhila trak på skuldrene. »Jeg ved ikke om De vil kunne hjælpe mig. Men De må sige mig hvad De virkelig tænker. Kan en kvinde klare sig alene?« »Beder De om råd?« spurgte Janaki. »Jeg vil ikke have noget råd. Jeg spørger bare om De tror at en kvinde kan klare sig alene,« sagde Akhila sagte. Janaki studerede hendes ansigt og søgte hendes blik. Akhila sad dér og sagde ingenting. Janaki sukkede. »De andre er nærmere Dem i alder,« sagde hun og pegede på de to andre. »De skulle prøve at tale med dem. Deres opfattelse vil betyde meget mere end min. Jeg er ikke den rigtige at tale med. Min mand og jeg har været gift i fyrre år. Det er lang tid at være sammen for et par. Hvordan skulle jeg kunne fortælle Dem hvad det betyder for en kvinde at leve alene?« Der blev stille i kupeen. Et øjeblik havde Akhila troet at der var skabt kontakt. At de var fostre der flød rundt inden for livmoderens vægge og tog næring fra hinandens liv, hjulpet af mørket udenfor og af at det der blev betroet inden for disse vægge, ikke ville komme uden for denne nat eller dette begrænsede rum. »Jeg ved ikke nok om verden eller Dem til at give gode råd. Jeg kan kun fortælle Dem om mig selv, om mit ægteskab og hvad det betyder for mig,« begyndte Janaki pludselig meget langsomt, som om hvert ord skulle vælges med største omhu. »Jeg er en kvinde der altid er blevet forsørget. Først var der min far og mine brødre; så min mand. Når min mand er borte, vil min søn være der. Klar til at tage over hvor hans far slap. Kvinder som mig ender med at blive skrøbelige. Mænd behandler os som prinsesser. Og derfor ser vi ned på kvinder der er stærke og kan klare sig selv. Forstår De hvad jeg siger? Måske skyldes det den måde jeg blev opdraget på, måske skyldes det den måde jeg blev formet på, at jeg troede at det var en kvindes pligt at blive gift. At blive en god hustru og mor. Jeg troede på den fladtrådte, gamle kliché om at hjemmet var kvindens kongerige. Jeg arbejdede meget hårdt på at beholde mit. Så pludselig en dag betød det ikke noget mere. Mit hjem interesserede mig ikke mere; ingen af de værdier jeg havde bygget mit liv på, havde nogen mening. Jeg tænkte at selvom jeg mistede det alt sammen, ville jeg klare det. Hvis jeg nogensinde blev alene, ville jeg klare det fint. Det var jeg helt sikker på. Jeg tror jeg var blevet træt af at være sådan et skrøbeligt væsen.« Akhila afsøgte Janakis ansigt. Hvad mente hun med ”var”? »Men nu har De skiftet mening. Hvorfor?« spurgte Akhila. Janaki klappede luftpuden som om det var hendes mands hånd: »Nu ved jeg at selvom jeg kan klare mig, er det ikke det samme hvis ikke han er der sammen med mig.«